Telefonnummer 72 21 72 21

Længe ventet lov vedtaget
- se pressemeddelelse længere nede

Endelig er der kommet ny lov, om ændring af retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Det betyder: Underretning ved udgang og løsladelse m.v. og udvidelse af fristen for politianmeldelse ved erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Loven træder i kraft den 1. juli 2011.

Formålet med loven er at styrke indsatsen over for ofre for forbrydelser.

Loven indebærer, at der indføres en ordning, hvorefter ofre for grovere overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig kriminalitet indgår, og ofre for sædelighedsforbrydelser efter anmodning kan blive underrettet første gang, gerningsmanden får uledsaget udgang, og når gerningsmanden løslades eller eventuelt undviger. Underretning kan afslås, hvis væsentlige hensyn til gerningsmanden taler for det, f.eks. ved risiko for misbrug af oplysningerne. Formålet med ordningen er at afhjælpe den psykiske belastning, som det for nogle ofre kan være at leve i uvished om, hvornår gernings-manden atter er på fri fod. Politiet vil i øvrigt som hidtil – uanset kriminalitetens art – kunne underrette offeret om gerningsmandens løslades mv., hvis hensynet til offerets sikkerhed tilsiger det.

Loven indebærer desuden, at den frist for politianmeldelse, som et offer sædvanligvis skal overholde, for at kunne søge om erstatning fra Erstatnings-nævnet, forlænges fra de nuværende 24 timer til 72 timer efter, at forbrydelsen er sket. Herudover gøres reglerne på området mere gennemsigtige for ofrene ved udtrykkeligt i offererstatningsloven at anføre, at forældelsesfristen for at få erstatning fra staten først regnes fra det tidspunkt, hvor straffesagen er afsluttet, og ikke fra tidspunktet for lovovertrædelsen, og at erstatning kan ydes, selv om tiltalte frifindes under straffesagen, hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt.
Loven gennemfører dermed anbefalingerne, der fremgår af den rapport, som Arbejdsgruppen om en styrket indsats over for ofre for forbrydelser har afgivet i december 2010.

Loven er tilgængelig i sin helhed på:

www.retsinformation.dk/_GETDOC_/ACCN/A20110041230-regl
 


 

Udsendt 01. maj 2011
Pressemeddelelse
Formanden for Offerrådgivningen i Danmark (OID) Kim Rædkær udtaler i forbindelse med vedtagelse af lovforslag om forbedrede forhold for ofre:
Tirsdag den 26. april blev en vigtig dag for ofre for kriminalitet i Danmark. Justitsministeren fremsatte d. 3. marts et lovforslag der forbedrer forholdene for ofre. Lovforslaget (L 134) handler bl.a. om, at ofre for grovere kriminalitet som vold, trusler, sædelighedsforbrydelser og anden personfarlig kriminalitet skal have mulighed for at få besked, når en dømt får udgang eller prøveløsladelse. Lovforslaget blev i sin helhed vedtaget enstemmigt af Folketinget
For en del mennesker, som har været udsat for alvorlige forbrydelser, er det en psykisk belastning at leve i uvidenhed om, om hvornår gerningsmanden er på uledsaget udgang eller bliver løsladt. Med lovforslaget får ofret nu et krav på at få disse oplysninger, og dermed også en forståelse fra samfundets side, for den svære situation ofret befinder sig i.
Samtidig ændres anmeldelsesfristen fra 24 til 72 timer. Igen er det glædeligt, at der ved lovgivningen tages hensyn til, at ofre kan have brug for at få overblik over situationen og styr på sig selv, før vedkommende er i stand til at rette henvendelse til politiet.
Endelig sker der en opstramning af tidsfristerne for erstatning, som gør processen lidt mere forståelig for ofrene.
Offerrådgivningen i Danmark (OID) glæder sig på ofrenes vegne over den forbedring Folketingets beslutning medfører for ofrene.
OID har deltaget konstruktivt i det forudgående arbejde i ”Arbejdsgruppen om en styrket indsats over for ofre for forbrydelser”, og har gennem flere år haft en positiv dialog med Retsudvalgets medlemmer.
Det er dog en skuffelse for OID, at det ikke har været muligt, at opnå tilslutning til en offerfond, der bl.a. skulle have til formål at støtte ofre med psykologhjælp. Systemet fungerer på bedste vis i for eksempel Sverige.    
OID vil fortsat arbejde for:
·         At der indføres vidnebeskyttelse for ofret.
·         At ofre ikke i retten skal dele venterum med den tiltalte – og dennes venner.
·         At ofre får retskrav på psykisk hjælp hurtigt efter grovere tilfælde af vold, sædelighedsforbrydelser, røveri, trusler og anden personfarlig kriminalitet.
 
For yderlige kommentarer kan nedennævnte kontaktes:
Formand Kim Rædkær på telefon: 58 25 53 28
Landskonsulent Gitte Olesen på telefon: 50 76 90 05

Hjemmerøverier

| 19. mats 2011 |

Justitsministeriet har givet tilskud til forskning i hjemmerøverier. Det er der kommet en rapport ud af, og den kan læses HER.


Høring om stalking

| 24. februar 2011 |

Folketingets Retsudvalg afholder onsdag den 16. marts 2011 kl. 13.00 til 16.30 en høring om stalking. Høringen foregår i Landstingssalen på Christiansborg.

Det er muligt at se høringen HER

Website: www.anti-stalking.dk

Også i Offerraadgivningen oplever vi, at stalking er et stigende problem, og hilser det velkomment, at der bliver sat fokus på problemstillingen. Og så skal det med, at stalking ikke kun er et problem for kvinder. Også mænd bliver udsat for denne særlige forfølgelse!



Forrurettede får lettere adgang til erstatning 

Justitsminister Lars Barfoed har modtaget en betænkning fra Retsplejerådet, der på en række områder foreslår, at forurettede i straffesager skal have nemmere adgang til at forfølge erstatningskrav mod tiltalte.
Justitsminister Lars Barfoed har modtaget Retsplejerådets betænkning om behandling af forurettedes civile krav under straffesager (Adhæsionsprocessen). Betænkningen er et delresultat af Retsplejerådets generelle gennemgang af den civile retspleje.
 
Retsplejerådet peger på, at en forbedring af forurettedes stilling kan ske ved tre overordnede tiltag. For det første ved at udvide forurettedes muligheder for at få afgjort civile krav mod tiltalte under straffesagen. For det andet ved at et civilt krav automatisk kan overføres til behandling som civilt søgsmål, hvis kravet ikke afgøres under straffesagen. For det tredje ved at tilrettelægge sagsforløbet, så generne ved at have været offer for en forbrydelse mindskes.
 
Justitsminister Lars Barfoed siger:
 
”Regeringen har i de senere år gennemført en række lovændringer, der har haft til formål at forbedre retsstillingen for borgere, der er ofre for en forbrydelse.
 
Jeg er derfor meget glad for at have modtaget Retsplejerådets betænkning, som indeholder en række forslag til at lette forurettedes muligheder for at forfølge erstatningskrav mod tiltalte under straffesager.
 
Betænkningen vil nu blive sendt i høring, og jeg vil se frem til at modtage høringssvar fra interesserede parter.”

  

Ofre for forbrydelser skal have bedre forhold

Ny rapport konkluderer, at den hjælp og støtte, der tilbydes ofre for forbrydelser, generelt er velfungerende, men rapporten peger også på behov for nye tiltag. Justitsminister Lars Barfoed vil på den baggrund fremsætte et lovforslag i begyndelsen af 2011, der skal udvide adgangen til erstatning og sørge for bedre information til ofre.

Justitsministeriet har i dag offentliggjort en rapport, som indeholder en gennemgang og vurdering af de muligheder, som ofre for forbrydelser kan få hjælp og støtte til. Rapporten konkluderer, at ordningerne på området generelt er velfungerende og peger blandt andet på offerrådgivningen og de nye konfliktråd som værdifulde tilbud til ofre. Rapporten peger desuden på, at der kan være behov for en vis udvidelse af adgangen til at søge erstatning og for i videre omfang at underrette ofre, når gerningsmanden løslades.

 

Justitsminister Lars Barfoed vil i lyset af rapportens anbefalinger i begyndelsen af 2011 fremsætte et lovforslag, der yderligere skal styrke indsatsen over for ofre for forbrydelser.

 

Justitsminister Lars Barfoed udtaler:

 

”Jeg lægger meget stor vægt på, at straffesager ikke kun handler om gerningsmanden, men at der også er fokus på, at der kan være et offer, der skal tages særligt hensyn til.

 

Det er positivt, at en arbejdsgruppe efter en nøje gennemgang konstaterer, at de ordninger, som ofre i dag kan benytte sig af, fungerer tilfredsstillende. Men der er behov for at give ofre endnu bedre forhold. Derfor vil jeg om kort tid fremsætte et lovforslag, der bygger på anbefalingerne i rapporten.”

 

Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter for en lang række myndigheder og organisationer, der beskæftiger sig med området.

 

Arbejdsgruppens rapport vil nu blive sendt i høring. Herefter vil lovforslaget blive udarbejdet på grundlag af rapporten og de indkomne høringssvar.

 

Til baggrund:

 

Arbejdsgruppen om en styrket indsats over for ofre for forbrydelser, som er nedsat af Justitsministeriet, har efter ét års arbejde afgivet en rapport, som indeholder en gennemgang og vurdering af gældende ordninger, der giver forurettede (offeret) i en straffesag mulighed for at få hjælp og støtte. Arbejdsgruppen har været sammensat af repræsentanter for en lang række myndigheder og organisationer, som beskæftiger sig med området.

 

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at de nuværende ordninger er velfungerende, og at der ikke er behov for at foreslå grundlæggende ændringer i ordningerne. Det gælder eksempelvis politiets kontaktpersonordning, de frivillige offerrådgivninger og ordningen vedrørende erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Det er desuden arbejdsgruppens opfattelse, at konfliktrådsordningen er en meget positiv nyskabelse.

 

Arbejdsgruppen kommer dog med en række forslag, der yderligere kan styrke indsatsen på området. 

 

Det foreslås blandt andet at udvide den frist for politianmeldelse, som et offer sædvanligvis skal overholde, for at kunne søge om erstatning fra Erstatningsnævnet, fra de nuværende 24 timer til 72 timer efter, at forbrydelsen er sket. Desuden foreslås det, at reglerne på området gøres mere gennemsigtige for ofrene ved udtrykkeligt i offererstatningsloven at anføre, at forældelsesfristen for at få erstatning fra staten først regnes fra det tidspunkt, hvor straffesagen er afsluttet og ikke fra tidspunktet for lovovertrædelsen, og at erstatning kan ydes, selv om tiltalte frifindes under straffesagen, hvis lovens betingelser i øvrigt er opfyldt.

 

Arbejdsgruppen foreslår desuden, at der indføres en ordning, hvorefter ofre for visse typer af kriminalitet i videre omfang end hidtil kan blive underrettet, når gerningsmanden får uledsaget udgang eller løslades fra fængslet. Formålet med ordningen er at afhjælpe den psykiske belastning, som det for nogle ofre kan være at leve i uvished om, hvornår gerningsmanden atter er på fri fod.

 

Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en ordning, hvorefter den domfældte i visse straffesager pålægges at indbetale et beløb til en offerfond, der navnlig giver økonomisk støtte til forskning eller til frivillige organisationers arbejde. En sådan fond måtte efter arbejdsgruppens opfattelse i givet fald afgrænses til at omfatte de forbrydelser, hvor der er et egentligt offer. Arbejdsgruppen konkluderer imidlertid, at omkostningerne ved at drive fonden ville være så store i forhold til de forventede indtægter, at fonden ikke ville kunne fungere efter hensigten, og at de nødvendige forudsætninger for etablering af en offerfond her i landet således ikke er til stede.

 

Arbejdsgruppen har også overvejet, om der bør ske ændringer af erstatningsansvarslovens regler blandt andet med henblik på yderligere at forhøje de beløb, der i praksis udmåles for tortgodtgørelse. Tortgodtgørelse er en oprejsning, som kan gives ved siden af en egentlig erstatning, hvis en person har været udsat for en særlig krænkelse. Arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag herfor og har herved blandt andet lagt vægt på, at godtgørelsesbeløbene i Danmark ikke afviger væsentligt fra godtgørelserne i Sverige og Norge. Arbejdsgruppen har samtidig peget på, at der inden for rammerne af de allerede gældende regler kan ske en større differentiering i udmålingerne af godtgørelserne, således at der i højere grad kan lægges vægt på, om en forbrydelse har været særlig krænkende over for offeret.